Fejl på fejl på fejl
Vores generelle oplevelse er at de har meget lidt styr på det hele hos MP Biler i Tilst/Aarhus V
Første møde med en sælger var negativt, han virkede uinformeret og uinteresseret.
Andet med lederen af afdelingen var bedre, men han holder sig ikke tilbage for at påstå at han har sat en bil 20.000 kr. ned dagen før, selvom det er nemt at finde frem til at han har sat en bil 10.000 ned for 14 dage siden.
Vi købte en ret ny brugt bil og bad om at få slutsedlen gennemgået af FDM. Det modsatte sælgeren sig i første omgang. Vi insisterede og fik det noteret som forbehold for kontraktens gyldighed og måtte igennem flere omgange rettelser inklusive flabede kommentarer fra sælgeren om at det jo tog længere tid at få bilen færdig så.
Efter 14 dages ventetid på modtagelse af bilen manglede den det aftalte og tilkøbte faste træk som den både skulle have været på værksted for at få påsat og være blevet synet med. Sælgeren havde heller ikke opdaget manglen.
Vi fik at vide at det kunne påsættes halvanden uge senere, da dette foregik kort før vinterferien som betød en uges lukket.
Vi ringede som aftalt ugen efter og fik at vide at de først havde tid yderligere en uge senere.
Det begyndte at presse os, da vi nærmede os termin med første barn, men vi aftalte tiden og fik at vide vi ville få lånebil og at de ville kunne klare det på én dag eller indenfor et døgn, så vi kunne afhente næste formiddag.
På dagen for aflevering af bilen fik vi at vide at den først kunne være klar halvandet døgn senere og måtte tidspresse dem lidt fordi vi stod overfor en igangsættelse på sygehuset efter den oprindeligt aftalte afhentning.
MP Biler stod klar med en lånebil - hvor 2. gear var helt og aldeles i stykker.
Senere samme dag fik vi den positive overraskelse at de ringede og sagde at bilen allerede var klar.
Vi kørte derud og fandt bilen buret ind bag andre biler og påmonteret et aftageligt træk - ikke et fast som aftalt og betalt for.
Bilen kunne altså ikke lovligt køres derfra, idet aftageligt træk skal igennem syn, men i situationen var der ikke andet at gøre.
Autostolen inde på bagsædet var blevet afmonteret og kastet hulter til bulter ned oveni en nyindkøbt bog til min arbejdsplads, som var blevet ødelagt af medfarten.
Hvorfor det overhovedet var nødvendigt at afmontere en autostol på bagsædet for at påmontere et træk bagpå en stationcar går over vores forstand, og idet vi har fået det forkerte træk og bilen er ulovlig at køre i, er vi hverken færdig med at deale med MP Biler og ej heller i stand til at køre lovligt (med autostol) til sygehuset til fødsel i morgen.
Vi ringede MP Biler op for lidt siden og fik en medarbejder i røret som tydeligvis intet vidste og ej heller var i stand til at finde svar på hverken det ene eller andet.
:-( :-( :-(
Vi er højst, højst utilfredse med de gentagne fejl, faconen, tilstanden af lånebilen og med at skulle bruge så mange kræfter på et bilfirma der har SÅ dårligt styr på deres ting.
Aldeles dårlig kundeservice, igen og igen og igen.
Opdatering: Bilen har siden vist sig at være i orden, bortset fra at den havde kørt ganske få kilometer før den skulle have skiftet bremseskiver m.m. bagtil for i alt omkring 3700 kr.
At den blev leveret "nysynet" var altså bestemt også et øjebliksbillede.