👎 Virkelig skuffende oplevelse
Vi havde bestilt levering via ILVA i dag med RTC Transport – et kæmpe tidsrum fra kl. 8 til 16, men fair nok. Derfor sørgede vi for, at to personer var hjemme hele dagen, så vi kunne tage imod leveringen. Midt på formiddagen fik vi en SMS fra RTC om, at leveringen ville ske inden for 30-60 minutter. Alt var klar. Vi sad bogstaveligt talt i rummet lige ved siden af hoveddøren. Men hvad sker der så? Jo – vi får besked om, at de har været der, men vi ikke var hjemme. De havde ringet, men pga. “Silence Unknown Callers” på vores iPhones, kom opkaldet ikke igennem. Og ja – det er korrekt, at vi ikke tog opkaldet, men vi VAR hjemme hele tiden, og det ville have krævet minimalt af chaufføren at banke (ordentligt) på døren. Det gjorde de ikke. De kørte bare igen. Da vi opdagede det 10-15 minutter senere og straks ringede både til chauffør og RTC Transport, fik vi nul hjælp. RTC nægtede at gøre noget – ingen fleksibilitet, ingen service, intet forsøg på at finde en løsning. ILVA forsøgte faktisk at hjælpe os, men RTC ville stadig intet gøre. Nu skal vi vente helt til onsdag i næste uge for at få vores møbler leveret (det er fredag i dag). Så i stedet for at sidde i vores nye havemøbler til weekendens arrangement, skal vi nu låne nogle midlertidige møbler i sidste øjeblik. Virkelig ærgerligt. Fejlen kunne være undgået med bare en smule ekstra omtanke eller vilje til at hjælpe – men det virkede, som om RTC Transport er komplet ligeglade. Det her handler ikke om én misforståelse. Det handler om manglende kundeservice og en holdning, hvor kunden må tage skraldet – selv når man har gjort alt rigtigt. Jeg kender ILVA godt og ved, de normalt har god service, så denne anmeldelse er udelukkende til RTC Transport, som jeg desværre ikke kan anbefale efter denne oplevelse.
