Vi fraråder kraftigt både Ravn Gulve og…
Vi fraråder kraftigt både Ravn Gulve og brug af Urban Halds håndværkeroversigt Vi fandt Ravn Gulve via Urban Halds hjemmeside under sektionen “Find en håndværker”. På den baggrund valgte vi gulvfirmaet til et omfattende gulvprojekt i vores hus: ny gulvkonstruktion med isolering, støbt undergulv og lægning af sildebensparket leveret af Urban Hald. Det har vi desværre bittert fortrudt. Arbejdet var sjusket fra start til slut. Ravn Gulve støbte ekstra beton langs væggene samme dag, som de leverede og påbegyndte montering af gulvet - altså uden korrekt tørretid og uden den nødvendige akklimatisering, som Urban Hald selv anbefaler. På blot fire dage havde de både støbt og lagt 85 m² gulv i et 60’er-hus med fire værelser og gang. Resultatet taler for sig selv: skæve og løse gulvstave, mange ridser og hakker samt store og ujævne afstande mod vægge. Kritiske fejl blev afvist som “inden for tolerancerne”, og vi blev mødt med afvisninger, ultimative svarfrister og til tider truende kommunikation fra Lasse Ravn. Først efter medhold i Byggeriets Ankenævn gik firmaet modvilligt med til at udbedre nogle fejl, men mange af problemerne gentog sig. Alle af de udskiftede stave virker desuden til ikke at være lakerede, hvilket tydeligt kan mærkes. Vi står nu igen tilbage med et nyanlagt gulv fyldt med hakker, ridser og dårlig hæftning. Gulvet fremstår generelt skrøbeligt - om det skyldes selve materialets kvalitet eller den måde, Ravn Gulve har lagt det på, kan vi ikke sige med sikkerhed. Det efterlader os desværre med en reel tvivl om, hvorvidt gulvet overhovedet lever op til den kvalitet, Urban Hald beskriver på deres hjemmeside. Vi er rystede over både den faglige standard og den måde, vi er blevet behandlet på. At Ravn Gulve overhovedet figurerer på Urban Halds hjemmeside, skaber en falsk tryghed og underminerer tilliden til Urban Hald, deres produkter og deres anbefalinger af håndværkere.